udtilling fuglsøcentret ulla og gitteMüermann og Philbert udstiller på Fuglsøcentret

Billedkunstnerne Gitte Müermann, Knebel og Ulla Philbert, Hornslet, der begge er medlem af KUNSTgruppenDJURS, udstiller sammen på Fuglsøcentret i dette efterår. Det er to erfarne billedkunstnere med en lang række udstillinger bag sig, der denne gang udstiller på Fuglsøcentret.

Ulla Philberts værker vrimler med fantasifigurer, masker og fugle, der tilsammen danner et helt særligt eventyrunivers. Billedsproget og det at udtrykke sig gennem billeder har været en slags “rød tråd” i det meste af mit liv, fortæller Ulla, der bor i Hornslet.
Ullas billeder er fabulerende og fortællende med genkendelige motiver og abstraktioner, der fletter sig ind i hinanden med forskellige udtryk – potetiske, sørgmodige, glade eller groteske. Jeg håber, betragteren går på opdagelse i mine værker og måske vil digte med på historien, tilføjer Ulla. Farverne, figurerne og fortællingen er en konstant legende proces, hvor det ene billede giver inspiration til det næste.
Ulla har studeret på Saint Martins School of Art, London og deltaget i kurser på Århus Akademi og har sideløbende udviklet sit helt eget kunstneriske univers.
Se mere om Ulla Philbert på www.ullaphilbert-art.dk/

Gitte Müermann viser bl.a. en række værker inspireret af de nære omgivelser ved Knebel Vig, hvor Gitte bor tæt på havet. Det er altid lysets påvirkning på omgivelserne, der for mig starter et maleri, fortæller Gitte. Det gælder hvad enten, det ender med et naturalistisk eller abstrakt motivvalg.
På udstillingen fornemmer man tydeligt den inspiration. Men også Gittes inspiration fra mange rejser i Europa og Asien har tilført Gittes værker en ekstra dimension.
Gitte Müermann har gennem kurser på Århus Kunstakademi, på Kunst og Designskolen for billedkunst i Århus og på diverse kurser i croquitegning, akryl og akvarel tilegnet sig en række teknikker, og på den baggrund, fundet sin helt egen arbejdsform.
Se mere om Gitte Müermann på www.knebelart.dk/

Udstillingen kan ses fra den 26. september indtil den 18. december på Fuglsøcentret. Åbningstiden er alle dage 10.00 – 17.00. Adressen er Fuglsøcentret, Dragsmurvej 6, 8420 Knebel.

 

FAKTA
KUNSTgruppen DJURS består af mere end 30 kunstnere og kunsthåndværkere fra Djursland og opland.
Gruppen arbejder på at fremme forståelsen af kunst, kunsthåndværk og kunstneriske værdier gennem udstillinger, foredrag, kurser, kunstnerbesøg og ekskursioner.
Se kunstnerprofiler mm. på www.kunstgruppendjurs.dk