Lis Kohl og Susanne Mosegaard
Lis Kohl og Susanne Mosegaard

PRESSEMEDDELELSE

Kunstudstilling på Fuglsøcentret

Billedkunstnerne Susanne Mosegaard, Grenå og Lis Kohl, Ebeltoft, der begge er medlem af KUNSTgruppenDJURS, har sammen skabt en inspirerende og meget farveglad sommerudstilling til Fuglsøcentret.

Susanne Mosegaard udstiller sine dejlige blomsterbilleder i klare farver. De fanger øjeblikkeligt opmærksomheden og er så levende og dragende, at man næsten også fornemmer duften.

Susanne arbejder netop med blomstermotiver for at kunne lege med farver, former, lys og skygger. Blomsterne har bløde runde former, som hun frembringer ved hjælp af lys og skygger – ofte provokerende sammensat i sine store flader.
Susanne bruger megen tid på at arbejde med farverne i billedet. Hendes idé med blomstermotiverne er, at beskueren skal kunne fornemme, at blomsten på billedet vokser ud af billedet.

Lis Kohls malerier er befolket med fugle og dyrelignende væsner, der symboliserer menneskets sind og naturens kraft. For Lis er farven i maleriet det vigtigste. De øvrige ingredienser – form, proportion, bevægelse og symboler – er blot måder at anvende farven på. Farver er følelser, og farverne er udtryk for kommunikation.

Mine malerier har altid en historie at fortælle – og alle mine billeder har titler, siger Lis. Et billedligt udtryk er også kommunikation, og for at kommunikationen skal lykkes, må udtrykket være ordnet, så hensigten og intentionen er klar for beskueren.
Lis håber, beskueren vil give sig tid til at “ læse “ hendes billeder, blive inspireret af farverne og få associationer til nye oplevelser.

Udstillingen kan ses fra den 30. juni indtil den 26. september på Fuglsøcentret. Åbningstiden er alle dage 10.00 – 17.00. Adressen er Fuglsøcentret, Dragsmurvej 6, 8420 Knebel.

 

FAKTA
KUNSTgruppen DJURS består af mere end 30 kunstnere og kunsthåndværkere fra Djursland og opland.
Gruppen arbejder på at fremme forståelsen af kunst, kunsthåndværk og kunstneriske værdier gennem udstillinger, foredrag, kurser, kunstnerbesøg og ekskursioner.
Se kunstnerprofiler mm. på www.kunstgruppendjurs.dk